Slut med telesex-sagerne

Forbrugerstyrelsen

26/10-2005

Nu har også de sidste telesexselskaber over for Forbrugerombudsmanden forpligtet sig til ikke at udsende regninger alene på baggrund af telefonens vis-nummer funktion. Telesexselskaberne har dermed opgivet deres hidtidige opkrævningspraksis.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået ryddet op i disse selskabers faktureringsmetoder, og jeg forventer, at de problemer vi har set i den forbindelse nu er et afsluttet kapitel", siger Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen.

Flere tusinde forbrugerklager

Gennem de seneste år har flere tusinde forbrugere klaget til Forbrugerklagenævnet og Forbrugerombudsmanden over regninger for telesex-tjenester, som de ikke har brugt.

Årsagen til de mange klager er, at selskaberne har sendt regninger ud på baggrund af vis-nummer funktionen. Regningen bliver sendt til den person, der er registreret som abonnent på det telefonnummer, som opkaldene er foretaget fra. Men metoden sikrer ikke, at regningen bliver sendt til den person, der rent faktisk har foretaget opkaldet, og abonnenten hæfter ikke for andres opkald, medmindre opkaldene er sket med abonnentens tilladelse.

Sø- og Handelsrettens dom

Forbrugerombudsmanden lagde i 2003 i Sø- og Handelsretten sag an mod telesexselskabet Nordic Media ApS. Dommen slog fast, at faktureringsmetoden var ulovlig. For at sikre, at dommen blev efterlevet ikke blot af Nordic Media ApS, men også af de øvrige telesexselskaber, har Forbrugerombudsmanden siden fulgt op over for de selskaber, der er blevet klaget over.

Selskaberne ændrer praksis

Det har betydet, at også de resterende selskaber nu over for Forbrugerombudsmanden har forpligtet sig til at lade være med at bruge vis-nummer funktionen til fakturering.

* Selskaberne All Billing ApS, Yellow-Tel Production Aps og Dreamline ApS har erklæret, at de vil undlade at sende regninger ud til forbrugere på grundlag af vis-nummer funktionen, medmindre det på forhånd er aftalt med abonnenten.
* Selskaberne vil desuden informere forbrugere, som har modtaget fakturaer på grundlag af vis-nummer funktionen om, at de ikke er forpligtet til at betale, medmindre de selv eller en anden med deres samtykke har foretaget opkaldet.
* Selskaberne Yellow-Tel Production Aps og Dreamline ApS vil ophøre med urigtigt i deres klagevejledning at oplyse, at forældre til umyndige børn er forpligtet til at betale for børnenes forbrug.
* Dreamline ApS vil desuden stoppe en ny praksis, som Forbrugerombudsmanden finder vildledende. Firmaet har udsendt giroindbetalingskort med et fortrykt beløb, som blev oplyst at svare til et aktuelt forbrug, som forbrugeren havde haft, opgjort på grundlag af vis-nummer funktionen. Samtidig blev det oplyst, at der var tale om et tilbud til forbrugeren om at betale for et fremtidigt forbrug. En sådan fremgangsmåde er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledende, medmindre det klart og tydeligt fremgår, at der alene er tale om et tilbud og ikke en opkrævning. Selskabet har erklæret, at de ikke er enige, men alligevel vil ophøre med at udsende sådanne giroindbetalingskort.

Baggrund

Forbrugerombudsmanden nedlagde i oktober 2003 et foreløbigt forbud mod Nordic Medias udsendelse af regninger samtidig med, at der i Sø- og Handelsretten blev anlagt sag mod firmaet. Baggrunden var over 100 klager fra forbrugere, der havde fået regninger fra Nordic Media for brug af betalingssextjenester, som forbrugerne ikke havde bestilt.

I oktober 2004 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sagen. Dommen slog fast, at faktureringsmetoden var ulovlig. Dommen blev anket til Højesteret af Nordic Media ApS, men anken blev senere droppet.

Forbrugerombudsmanden har siden dommen fulgt op over for selskaber, der har brugt tilsvarende opkrævningsmetoder som Nordic Media Aps.

Også i Forbrugerstyrelsens Hotline er problemet velkendt. Alene i september måned 2003 henvendte mere end 500 forbrugere sig med spørgsmål om Nordic Medias forretningsmetoder.






ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site